Torsdag den 15. august blev første spadestik taget til anden etape af boligbyggeriet på Hadsundvej 32 i Terndrup. Det var Rebild Kommunes borgmester, Jesper Greth, der stod for det ceremonielle spadestik – præcis fem år efter, at daværende borgmester Leon Sebbelin tog det første spadestik til etape ét.
Arrangementet blev velbesøgt og markeret med taler fra både Jesper Greth og direktør for Nørresundby Boligselskab, Lars Emborg, som begge glædede sig over den fortsatte udvikling i området.
Anden etape omfatter opførelsen af 14 almene boliger, der viderefører samme arkitektoniske stil som de første 18 boliger fra etape ét.
Lars Pedersen & Søn A/S er totalentreprenør på projektet og udfører selv fagentrepriserne inden for jord-, beton-, kloak- og murerarbejde. Projektets arkitekttegninger er udarbejdet af Rebild Arkitekterne.